Brug jeres “nej-hatte” positivt og skab endnu bedre resultater!
I en af verden af du kan, hvad du vil og the sky is the limit, er det ikke altid nemt at sige ”Nej” eller ”Stop lige op” i teamet eller ledergruppen. Vi lever i høj grad i et samfund hvor effektivitet og hastighed er det, man får ”point” for. Her er en opfordring til at bruge jeres ”nej-hatte” på en positiv måde og få skabt endnu bedre resultater!
Realismen kvalificerer optimismen
Sidder man i en ledergruppe, er det nemt at lade sig forføre af overoptimisme. Kort sagt, at man kommer til at overgå hinanden i optimisme om, hvad vi kan nå næste kvartal eller år – til trods for at:
- alle ved, at det er urealistisk, hvis de tog sig tid til refleksionen
- vi lige har siddet og talt om, at der er for travlt i forvejen
- mange større projekter/forandringer indtil nu har været udskudt eller forsinkede
Det sker nemt i ledergrupper, hvor der ofte er en betydelig præference for det, der er rød og gul i Insights. Dels er der en utrolig foretagsomhed i disse farver. Og det er jo fantastisk; det er sådan vi får skabt resultater og skabt nyt. Der er også en evne til at være udadvendt, overbevisende og optimistisk. Det er jo også fantastisk, da det er sådan vi skaber fremdrift og entusiasme. Men – og du vidste jo godt, at der kom et men: det skal balanceres med plads til nej og stop lige lidt op. Det skal det, fordi vi i teamet skal arbejde sammen med andre teams. I ledergruppen endda igennem andre.
Når vi får for meget fart på og entusiasmen er helt i top, kunne vi med stor fordel spørge os selv:
- Hvad har vi ikke fået tænkt over her?
- Har vi relevante erfaringer, vi skal huske på her?
- Hvis det her skulle gå galt, hvor ville kæden så være hoppet af?
Inddrag de reflekterede og mere ”stille” profiler!
Dem med grøn og blå præference kan med fordel spørges direkte og med navns nævnelse. De siger ikke nødvendigvis noget af sig selv i en meget talende gruppe, selvom de sidder med kloge refleksioner og virkelig kan hjælpe gruppen med at kvalificere beslutningen. Nogle af deres store forcer er eftertænksomhed, opmærksomhed på detaljerne og realisme. Brug det aktivt!
Det kan måske blive betragtet som langsommeligt og kedeligt at stille sig selv kritiske spørgsmål, når nu lige stemningen var høj på entusiasme og resultatorientering. Men hvis man ved, at resultatet sandsynliggør mindre tilbageløb, bedre kvalitet, færre konflikter andre steder i organisationen og gladere medarbejdere og kunder – så bliver det lige pludselig en rigtig god investering at skynde sig langsommere.
Hvordan kvalificerer I jeres beslutninger bedre?
Øv jer evt. i at tage diskussioner og beslutninger ad to omgange. Alle deltager i begge punkter, så farverne refererer mere til, hvad der foregår end hvem der er med.
1: Her er der ”Rød/gul stue”
- Brainstorm
- Alle må komme med vilde ideer og ønsker til resultater og projekter.
- Byg videre på andres ideer – alt er muligt.
- Stil jer selv spørgsmål som: hvis vi ikke var bekymrede for, at det gik galt, hvad ville vi så gøre? Hvis vi ikke havde nogle begrænsninger på tid og penge, hvad ville vi så gøre? Hvilke fantastiske ting ville der kunne komme ud af …?
Fordel: Det er supersjovt, der er ingen begrænsninger, og måske får vi en helt vild ny ide, vi virkelig kan skabe nyt med, fordi vi har sat kreativiteten fri.
2: Her går I til ”Grøn/blå stue”
- Tag alt fra punkt 1.
- Sæt/stil jer evt. i et andet lokale. Den fysiske ændring af sted kan noget.
- Brug nu tiden på at kvalificere ideerne og stil jer selv kritiske spørgsmål: Hvad er de realistiske begrænsninger? Hvis det her går galt, hvad vil så være gået galt? Hvem skal vi involvere?
- Brug hvem, hvad, hvorfor, hvornår og hvordan spørgsmål.
Fordel: Nu skal I gerne ende med nogle virkelig gode ideer, som rent faktisk kan lykkes og til tiden – hvilket generelt er fantastisk for motivationen i organisationen – og entusiasmen 😊
Hos Human Impact arbejder vi med konceptet Act as One; fra kultur til strategi. Evnen til at inddrage alles kompetencer og præferencer, er en vigtig del af dette.
Du kan læse meget mere om os her: www.humanimpact.dk
Følg os på LinkedIn: https://lnkd.in/d_z2khDB