Vær ærlig! Venter du (også) bare på at du selv kan tale?

I denne artikel knyttes din evne til at lytte til resultatet på bundlinjen. Du kommer du til at tænke over, om du nu også er så god til at lytte, som du selv tror – og hvorfor det vil være rigtig godt for bundlinjen og dit samarbejde med andre, at øve dig mere. Samtidig vil du se, hvordan dit eget bidrag er knyttet til jeres samlede virksomhedskultur.

Din evne til at lytte har enorm betydning for at:

  • konflikter løses konstruktivt
  • der er psykologisk tryghed
  • tilliden trives
  • virksomheden innoverer
  • samarbejdet i projekter og på tværs af afdelinger fungerer rigtig godt.

Kort sagt: din evne til at lytte har faktisk konsekvens for bundlinjen.

Nu tænker du måske: ”jeg kan jo ikke undgå at lytte” og ”det går fint”, og det er da også både bekvemt, nærliggende og desværre ofte helt forkert.

Vær ærlig! Venter du (også) bare på at du selv kan tale? 

Prøv at lægge mærke til, hvor ofte din indre dialog kører videre, mens andre taler. Vær hudløst ærlig overfor dig selv. Hvor ofte LYTTER du rent faktisk? Helt uden agenda og uden at sidde og overveje dit eget svar? Du er ikke alene – de fleste af os er udfordret på det her.

Hvorfor er det så svært?

Den positive vinkel: Du kan være udfordret på at lytte rigtigt, fordi du er passioneret, ivrig og rigtig gerne vil bidrage til opgaven og løsningen. Du har bare så meget godt at sige; du har så mange gode ideer og løsninger! Skønt. Du må endelig ikke skrue ned for dit engagement; det skal vi bare have mere af. Vi kommer tilbage til, hvad du skal øve dig på, for du lytter ikke rigtigt, hvis du sidder og hopper i stolen og bare venter på at komme af med alle de gode ideer og indspark.

Den udfordrende vinkel: Du er udfordret af virkelig at lytte til den anden, fordi du allerede selv kender det rigtige svar. Synes du selv i hvert fald. Du kan også være udfordret af en negativ bias overfor personen der taler, fordi du generelt ikke bryder dig om hans væremåde. Du har etableret en holdning til ham, der gør, at så snart han taler, så lukker du reelt ned for hans input. Det kan også være, at du har en negativ bias på hele den afdeling eller faglige område, han repræsenterer. Resultatet er det samme: ordene rammer ganske vist dine ører, så ja – du hører, men du lytter ikke ordentligt.

Hvis der samtidig ikke er reel tillid, så bliver det til en konflikt under gulvtæppet – overfladisk harmoni. Det bliver fx til et af de der emner, der har det med at komme igen og igen på møderne og aldrig bliver ordentligt løst. Der er en del mere at sige om barriererne for ordentlig lytning men de nævnte her, er nogle af dem.

Hvad er konsekvenserne af mangelfuld lytning?

Konsekvenserne af at vi ikke lytter ordentligt til hinanden er vidtforgrenede og kan være alvorlige. Helt umiddelbart kan det give en åbenlys konflikt i mødelokalet, fordi den ene part bliver så frustreret, at følelserne af ikke at blive lyttet til, respekteret osv. eksploderer.

Det alvorlige resultat kan være opsigelser, fyringer eller langvarige konflikter. Det kan, nok langt oftere og på længere sigt, bygge sig op under overfladen og risikere at skabe mistillid mellem faglige områder/afdelinger, eller at vi går glip af virkeligt gode ideer, innovation og løsninger på svære udfordringer, fordi evnen til at lytte er for dårlig.

Hvad er så løsningen?

Øvelse og bevidsthed! Øv dig i det her:

  • Når den anden taler, så læg mærke til, om du reelt lytter eller sidder og forbereder dit eget svar i hovedet. For så lytter du ikke.
  • Vær nysgerrig og stil spørgsmål. Det uddyber den gode dialog. Sig fx: ”Sig lige noget mere om….” eller: ”Vil du ikke lige uddybe det, du sagde om…”
  • Vær åben om dine forbehold. Sig: ”det forstår jeg ikke helt” eller sågar: ”det tænker jeg umiddelbart er en problematisk ide, men fortæl mig lige noget mere om dine tanker om….” Det skaber transparens og tillid, at du er åben om dine forbehold men samtidig er nysgerrig på at få nye input og måske flytte din holdning.
  • Vær opmærksom på dine filtre/bias, når du skal til møde med nogen, du ikke har så meget tillid til eller ikke særlig godt kan lide. Tænk over, hvad det handler om, og hvis du er særligt modig, så tag den svære dialog om, hvad der er på spil i jeres samarbejdsrelation.
  • Lav en opsummering. Gentag hvad du har hørt den anden sige med dine egne ord. Og ja, det bruges også i terapi – og med god grund! Når du opsummerer, hvad du mener at have hørt den anden sige, så er det nemt for den anden at korrigere, mere præcist, hvad de faktisk mente. Og så er du nødt til at være opmærksom, hvis du skal kunne gentage og opsummere 😊

Hvad er resultatet?

Aktiv lytning lyder helt klart nemmere, end det er i hverdagen. Udbyttet er dog stort:

  • Resultater og løsninger uden for meget rod og misforståelser; dvs. hurtigere og bedre også på tværs af teams.
  • Konflikter, der rent faktisk bliver løst, fordi de kommer frem i lyset fremfor at blive genbesøgt igen og igen.
  • En kultur bygget på tillid og god energi i teamet, fordi folk rent faktisk søger at forstå hinanden fremfor blot at blive forstået selv.

 

Hos Human Impact arbejder vi med konceptet Act as One. Evnen til at lytte til hinanden er en vigtig komponent blandt mange andre. Du kan læse meget mere om os her: www.humanimpact.dk

Følg os på LinkedIn: https://lnkd.in/d_z2khDB

#companyculture #workculture #teamwork #diversity #leadership #ledelse #insights

 

Læs også disse artikler

Inspiration og sparring

Ønsker du at høre mere om, hvad Human Impact kan gøre for jeres virksomhed og medarbejdere, er du altid velkommen til at kontakte os for inspiration og sparring.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Adresse
Human Impact ApS
Sørupvej 54
DK - 3480 Fredensborg
+45 40503639
info@humanimpact.dk
Kontakt os

    Mini Cart 0

    Your cart is empty.

    DK | EN   |   Login